info-page
info-page
home
     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 




 

 

 

 

 

 









 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lars Ahlstrand 1997 - 2004

DANMARK - INDIA - DENMARK

 

LARS AHLSTRANDS BILLEDKUNSTNERISKE BAGGRUND

Lars Ahlstrands billedsprog i dag kan karakteriseres som abstrakt ekspressionistisk. Karakteristisk er spændvidden i det i dag nonfigurative billedsprog fra gouachernes lyriske, lette farvekombinationer til maleriernes ofte meget mørke, kontrastrige og koloristisk kraftfulde udtryk.

Fælles for alle billederne er at de udstråler en kraftfuld og intens sansende musikalitet.

For at forstå hvad der ligger bag Ahlstrands billedunivers, kan det være en idé at se på hans biografiske baggrund.

Lars Ahlstrand blev født i København 1958. Han tegnede og malede fra ganske lille og debuterede som 17-årig i 1975 på Kunstnernes Efterårsudstilling med et interiørbillede af en uredt seng. Billedet blev iøvrigt solgt på udstillingen.

Fra midten af 1970'erne ses i Lars Ahlstrands billeder en markant inspiration fra billeder af maleren Edvard Weie (1879-1943). Der er en virtuos lethed og musikalitet i billederne fra denne periode, jf. en opstilling fra 1978 i olie på lærred (mål: 55x45 cm).

Endvidere blev han undervist i grafiske teknikker som f.eks kobbertryk hos maleren og grafikeren Villy Daugaard Pedersen(1915-1994) i Næstved.


1980'ERNE

Fra begyndelsen af 1980'erne og frem ses i Lars Ahlstrands billeder anvendelsen af mørke, tunge, ofte grumsede farver hvor det ulmer med nerve og intensitet. Det er stærkt sansende billeder.


INDIEN FØRSTE GANG

I 1989 rejser Lars Ahlstrand til Indien for første gang. Denne første gang varede opholdet kun fem uger, og billederne fra denne tid er ofte malet i grå støvede, mættede jordfarver.

Andet ophold i Indien var i 1991, og fra denne periode og frem ses at billederne gradvis bliver lysere. Han har fra 1991 og frem været i Indien næsten hvert år, nogle gange i halve år ad gangen, nogle gange to gange om året.


1990'ERNE OG FREM TIL I DAG

Når Lars Ahlstrand fortæller om Indien, forstår man at dette land virker som en magnet på ham. Han blev snart klar over at her ville han vende tilbage til igen og igen. Især blev han betaget af Santiniketan, der blev hans base dér. Santiniketan, der er beliggende ca. 150 km nord for Calcutta (nu Kolkata) betyder "fredfyldt sted".

Santiniketan ligger i Birhbum kommune, der er kendt for sit ekstreme klima med meget høje temperaturer om sommeren, hvilket gjorde at ingen rigtig ville bo i det område.

Kun saduer og yogier rejste til området førhen for at meditere. Santiniketans oprindelige beboere er Santalerne - et stammefolk med smukke spektakulære traditioner. Deres måde med at male rituelle tegn og mønstre på lerhytterne må have inspireret Lars Ahlstrand.

Rabindranath Tagore (1861-1941), modtog Nobelprisen i litteratur i 1919, flyttede til Santiniketan i slutningen af 1800-tallet og grundlagde et Musik- og Kunstakademi. Begge institutioner lever stadig i hans ånd.

Lars Ahlstrand købte allerede i 1993 en grund og byggede sig et mindre hus i en del af Santiniketan, kaldet Lalband, der ligger mellem to søer. Lal betyder rød. Band betyder sø.

I huset bor permanent hans gode ven Butch, dennes kone og to børn.

Han fortæller at i Santiniketan er jorden rød, og at stierne således består af det fineste bløde orangerøde pulver. I maj måned kan temperaturen komme op over 40 - 50 graders varme. Denne fortættede stemning af varme + duften af og følelsen af af den bløde orangerøde jord synes at være til stede i flere af de malerier som Ahlstrand udfører dels i Indien, dels i Danmark.


AT MALE BILLEDER I SERIER

Det er karakteristisk at Lars Ahlstrand næsten aldrig maler ét billede af gangen. Ofte maler han på en serie, helt op til 10 - 15 billeder ad gangen. For det meste resulterer denne arbejdsproces i ét færdigt billede. De resterende billeder holdes derefter sammen i små grupper. Senere tages denne gruppe billeder frem igen, hvorefter der foretages ændringer og tilføjelser i form af nye lag maling.

Disse serier af billeder maler han således på i flere år. Der er rig stoflighed i disse billeder. Ofte benyttes meget brede - af og til hvide - penselstrøg der samler billedets udsagn af kraft og kolorisme. Indimellem skrabes der i lagene af maling, således at reliefvirkning opnås.

Vedrørende billederne der bliver malet i Indien, så bruger Ahlstrand samme fremgangsmåde med at arbejde i serier. De ufærdige billeder malet i Indien bliver så fløjet hjem til Danmark og færdiggjort her.


FLERTYDIGHEDEN I VÆRKERNES UDSAGN

styrken i Ahlstrands billeders udsagn kan ses i kombinationen af det antydede og neddæmpede i den nordiske lethed, således som det ses på den ene side i flere af hans lærreder og gouacher fra 2000, 2001 og frem til idag (side 154), og på den anden side med det lysende, kraftfulde og farvemættede udsagn som det ses i flere af hans værker i olie eller akryl på lærred eller masonit fra midten af 1990'erne og frem til i dag.


MALERIER FRA 2004

Lars Ahlstrand opholdt sig i Indien i begyndelsen af 2004 og fik malet en del mørke malerier som blev udstillet på Birla Akademi, Calcutta i februar 2004 (side 11 - 21). Efter hans udsagn er billederne alle inspireret af Calcuttas og Santiniketans liv og farver. Den sorte bengalske nat med ildfluerne og månen i det fredfyldte Santiniketan, i kontrast til Calcuttas tumult.


MALERIER FRA 2002 - 2003

I 2002 og i begyndelsen af 2003 malede Ahlstrand en del større malerier (246 x 310 cm) i Santiniketan. Især i maleriet fra 2003 (side 127) kan mærkes også en slags spil med flertydigheden. Både santalernes tegn - det kunne være de hvide prikker - og det eksotiske lys og varme, samtidig med at man mærker noget underfundigt - måske grumt.

Maleriet fra 2003 (side 131) er malet i samme periode, og her fornemmes en dyb direkte forbindelse til naturen. Det kunne være en beretning fra santalernes lerhytter en tidlig aften.


MALERIER FRA 1998 - 2000

Et par malerier fra 2000 fra Santiniketan antyder en horisontlinje. Her har både natten og skyformationerne fra det fugtige grønne Bengal (side 151) og oplevelser fra Calcutta (side 143) lagt grunden til disse malerier.


MALERIER FRA FØR 1998

Billedet (side 147) er malet i monsuntiden i 1992 - her mærkes den stærke varme blandet med de gigantiske mængder af regn.


Lise-Lotte Blom
kunsthistoriker, mag.art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

home